Jens Chr. Jensen

Rå kraft og magisk styrke - Af Tom Jørgensen, redaktør af Kunstavisen

Om Jens Chr. Jensens skulpturer og assemblager

At skrive om Jens Chr. Jensens kunst er et sjældent privilegium. Hans skulpturer, assemblager og relieffer har den magiske tiltrækningskraft, som er kunstens oprindelige grundlag. Som de står dér, ude i byrummet, i udstil- lingslokalet eller i private hjem taler de til os med en førsproglig stemme. De er hverken pæne eller filosofisk dyb- sindige. De går dybere ned, ned til vores basale urinstinkter fra dengang naturen både var noget man tilbad og frygtede. Om de ligefrem er vandalistiske i Asger Jorn'sk forstand, er ikke til at afgøre, men der ligger stærke kræfter gemt i dem. En høj skulptur i rød granit ligner en romansk gravsten, fuld af rå styrke og gudsfrygt. Andre får én til at tænke på pagoder, relikvieskrin, hinduistiske bedetempler, klassiske monumenter eller hedenske feticher fra vor planets oprindelige kulturer. De giver ikke deres hemmeligheder fra sig, men er så fuldt og helt til stede i rummet, her og nu, at man fornemmer det med stor og forunderlig kraft.

At Jens Chr. Jensen fortrinsvis beskæftiger sig med assemblager forekommer helt naturligt. Oprindeligt var assemblagen en del af det 20. år- hundredes avantgardefænomener, ikke mindst fordi den med sin brug af affaldsmaterialer og collageagtige teknik var et alternativ til og opgør med det guldindrammede skønmaleri og den traditionelle sokkelskulptur. Selvom selve udtrykket først bliver gængs i 1950'erne, kan man med god ret kalde Henry Heerups tidlige skraldeskulpturer for assemblager. Og hvem kunne vel bedre end Henry Heerup kombinere radikalt nye teknikker med et særdeles folkeligt, humoristisk og oprindeligt budskab. Et budskab, som folk, om ikke værdsatte, så i hvert fald forstod i modsætning til f.eks. det konkret abstrakte maleri.

Måske er det Henry Heerup, man bedst kan sammenligne Jens Chr. Jensen med. Ikke alle Heerups skulpturer var glade og naivistiske. I årene op til og under krigen kunne de være præget af en afgrundsdyb angst og fortvivlelse, skabt med en materialefornemmelse, der er fantastisk præcis. Jens Chr. Jensen har den samme suveræne fornemmelse for materialet. Han ser, hvordan tidens tand har gjort dyre knogler, skure- børster, metalwirer, kobberplader, gummilister og rustne søm til smukke objekter, der i de rette hænder kan forvandles til kostelige og smukke kunstværker. Og det er ikke, fordi han skaber komplicerede og i-alle-retninger-strittende konstruktioner. Tværtimod er en Jens Chr. Jensen skulptur præget af en enkelhed, der nærmer sig det strenge, og som altid, uanset størrelse, har noget monumentalt over sig. Jeg ved ikke, om Jens Chr. Jensen arbejder instinktivt eller om hans værker er resultatet er lange kalkulationer, men de har over sig denne dobbelthed af primitiv urkraft og æstetisk skønhed, der indfanger os helt og aldeles, så man frydes, forundres og, hvem ved, forvandles.

Måske er det Henry Heerup, man bedst kan sammenligne Jens Chr. Jensen med. Ikke alle Heerups skulpturer var glade og naivistiske. I årene op til og under krigen kunne de være præget af en afgrundsdyb angst og fortvivlelse, skabt med en materialefornemmelse, der er fantastisk præcis. Jens Chr. Jensen har den samme suveræne fornemmelse for materialet. Han ser, hvordan tidens tand har gjort dyreknogler, skure- børster, metalwirer, kobberplader, gummilister og rustne søm til smukke objekter, der i de rette hænder kan forvandles til kostelige og smukke kunstværker. Og det er ikke, fordi han skaber komplicerede og i-alle-retninger-strittende konstruktioner. Tværtimod er en Jens Chr. Jensen skulptur præget af en enkelhed, der nærmer sig det strenge, og som altid, uanset størrelse, har noget monumentalt over sig. Jeg ved ikke, om Jens Chr. Jensen arbejder instinktivt eller om hans værker er resultatet er lange kalkulationer, men de har over sig denne dobbelthed af primitiv urkraft og æstetisk skønhed, der indfanger os helt og aldeles, så man frydes, forundres og, hvem ved, forvandles.