KAREN SERENA

"Serenas familie stammer fra Nordspanien, Pyrenæerne, og det er herfra hun henter sine stærke okkerfarver og de arkitektoniske reminiscenser. .... Man kan se i hendes billeder, hvordan fornemmelsen for stoffer træder stærkt frem. Blandt andet anvender hun rispapir og voks, som hun bygger sit lærred op med, så hun senere kan overmale eller ridse i lærredet, så stofligheden kommer frem. Ligeledes er hun grafisk orienteret, når hun lader streger og voksspor af streger stå, som havde hun ridset med nåle i lærredet. Serenas seneste kunstneriske udvikling vidner om en større ekspressivitet og en mere voldsom leg med farverne."

Annette Brodersen, Politiken, 2. marts 2001

Uddannet på Skolen for Brugskunst (nu Designskolen), 1977-1980

Studieophold på Gerrit Rietveld Akademiet, Holland, 1981

Det Kgl. Danske Kunstakademis billedkunstskoler ved Dan Sterup-Hansen og Stig Brøgger, 1981-1987

Medlem af Kunstnersamfundet, Danske Grafikere og Kunstnergruppen Ovalen

Modtaget arbejdslegat fra Statens Kunstfond

Solgt til offentlige institutioner og Statens Kunstfond

I hovedsagelig gyldne farvetoner møder Karen Serenas billedflader sin beskuer i forventning om umiddelbart at tale det abstraktes formsprog. Men hurtigt åbner dybden og rumdimensionerne øjet, og man ser ind i vertikale katedralagtige hvælvinger, der skærer sig gennem den ab- strakte farvevrimmel, og man kunne forledes til at forestille sig, hvordan det måtte opleves at være på et farvetrip i en labyrint af kirkerum, fascinerende og kaotisk på én gang.

Hun har eksperimenteret med monotypi, radering, ætsning foruden collage og blandteknik. Gennem de seneste år har hendes maleri udviklet sig mod et stadigt mere ekspressionistisk udtryk. Farverne er dæmpede og mættede, hvor en hvis arkitektonisk inspiration spiller sammen med oplevelsen af rum og rytme. I Karen Serenas rumlige malerier kan man fare vild i et skovkrat eller en landsbyruin, men fælles for alle hendes værker er, at der findes en lysning eller en vej igennem midt i lærredets ekspressive farvehvirvel.

Hun beskriver selv billederne som en forening af voldsomme ekspressive farver med konstruktive, kontrollerede arkitekturfragmenter, som et sammenstød mellem natur og det menneskeskabte, eller mellem kaos og kosmos.