Kurt Rasmussen er en kunstner, der helt går sine egne veje. Kritikere har kaldt ham "den sære maler". Hans malerier er gådefulde, hentet op fra det dybeste i hans indre. I en tilsyneladende naivistisk stil er hans billeder befolket med personer, som delvist lukker sig for beskueren. Ofte af selvbiografisk karakter, med en kulisseagtig baggrund skildrer de en virkelighed, der nærmer sig det drømte og alligevel afvæbnende, set eller fantasi. En del af Kurt Rasmussens senere malerier har dog en lidt lysere tone, med en underfundig humor iblandet.
Kunstneren tilhører en naturalistisk tradition og var sammen med sin lærer på Kunstakademiet Richard Mortensen fascineret af venezianere som Giorgione og Tizian. De var uden at blive mani- erister optaget af at skildre et medmenneske, der allerede dengang havde fået penge og material- isme på hjernen, så hjertet fik svært ved at sige ja til livet. Kurt Rasmussen vil heller ikke opgive medmennesket, skønt det er sværere end i højrenæssancen og måske end nogensinde både at få og bevare mental kontakt med hinanden. Havarerede parforhold ligger plasket ud på livsvejen.
Lad cursoren hvile på lille foto og titel, format og pris popper op Klik på billederne for forstørrelse
Malerier på lager:
Separatudstillinger bl. a.:
“Thorasminde”, Gladsaxe 1985.
Galleri Dahl, Admiralgade, København
1987, 89, 92, 94, 96, 98, 2001, 03 og 05
Galleri “Helios”, Århus, 1987.
Galleri “Låland”, Rosenlund, Sakskøbing, 1988.
Billedværkstedet Brovst 1990, 94, 99 og 2004.
Galleri “Klitgaard”, Assens, Mariager, 1991 og 93.
Albertslund Rådhus, 1991.
“Månedens Kunstner” (grafisk særtryk), Politikens Forhal, 1991.
Vestjysk Galleri & Kunstcenter, Skjern, 1991.
Galleri “Gården”, Grindsted, 1997.
Galleri “Skovvej”, Hadsund, 1997.
Fyns Kunsthus, Nørre Aaby, 1998.
Galleri “Nilhesten”, Tønder, 2002.
Galleri “Helco”, Hadsund, 2004.
Galleri Jytte Arntzen, 2006, 2011
Galerie Gerly, 2006, 2009, 2010
Litteratur:
Fogtdals Kunstleksikon.
“Dansk Kunst”, 1987, 89, 90, 91, 92, 94, 96, 2001, 03 og 04.
Legater, bl. a.:
Ole Haslunds Kunstnerfond, 1991.
Wilhelm Tanning & Hustrus Minde- og Rejselegat, 1992.
Statens Kunstfond, arbejdslegat, 2001.
Henry Heerups Legat 2003.
Medlem af Billedkunstnernes Forbund
Opdateret 16. december 2011
Gruppeudstillinger siden 1981, bl.a.:
Kunstnernes Efterårsudstilling, 1981, 82, 84 og 85.
Kunstnernes Sommerudstilling, 1983, 84, 85 og 86.
“Himmelgåden”, Den Frie Udstillingsbygning, 1988.
“Trio”, Kunstbygningen i Tistrup, 1990.
Charlottenborgs Efterårsudstilling, 1990.
“Zebra”, Den Frie Udstillingsbygning, 1991.
“Hurra - 15 år”, Billedværkstedet Brovst, 1992.
“Spejlbilleder”, Frederiksborgmuseet,
Hillerød og Brandts Klædefabrik, Odense, 1992-93.
“Sui Generis”, Billedværkstedet, Brovst, 1997.
“Café 21 Galleri”, Tybjerglille Bakker, Herlufmagle, 1999 og 2003.
“Langelinie Art Gallery”, København, 2000.
Bellacentret, København, 2001.
“Zebra - 25 år”, Den Frie Udstillingsbygning, 2002 og Skovgaard Museet,
Viborg 2003.
Galleri “Helco”, Hadsund, 2002, 03 og 04.
“Minimalen”, Varmegalleriet, København, 2000, 01, 02, 03, 04.
“Små Formater Af Format”, Billedstedet, Brovst 2002.
Fyns Kunsthus, Nørre Aaby, 2002,
“Sui Generis”, Æglageret, Holbæk, 2003.
“Kulturhuset”, Skanderborg, 2004.
“Sui Generis”, Hillerød Stadsbibliotek, 2004.
Galleri “Vejle”, 2004.
”Sui Generis”, Varmegalleriet, København, 2004.
Dertil adskillige biblioteker, skoler og kunstforeninger.
Offentligt salg til Statens Kunstfond og adskillige kommuner.
Repræsenteret:
Kobberstiksamlingen (Statens Museum for Kunst)
Skovgaard Museet, Viborg.
Uddannelse:
Maleren R. Askou-Jensen, 1970-72.
Det Kongelige Danske Kunstakademi, 1972-79 hos Arthur Köpcke,
Sven Dalsgaard, Aagaard Andersen og Richard Mortensen.
Leo Tandrup, Kunstavisen Nr. 10/2006 - November/December:
Hurra: to kan mødes
Oplivende og spændende udstilling på Galerie Gerly med Kurt Rasmussen og Steffan Herrik til 6. dec.
Se bare her. Er det ikke vidunderligt. Se på Kurt Rasmussens maleri ”Gensyn”. To kan mødes. Folk står ikke bare alene, eller sammen og alligevel alene. De fører sig ikke frem. De har ikke kun sig selv i hovedet. De er ikke hare autistisk selv- destruktive og aggressive. De horer ikke med hunde og optræder ikke som barnagtige børn, der aldrig er blevet voksne. De er ikke lade eller fordømmende som figurerne i udstillingen på Brandts Klædefabrik, Girl Power and Boy Hood, hvor man som oftest i moderne kunst får pip af at se så overfladisk og levende døde figurer. De fleste kunstnere dér skulle hellere gå malerlære og sætte tapet op. Så ville de gøre lidt nytte.
Kurts to mennesker rækker armene i vejret. De glæder sig til gensynet. Hvordan har den anden haft det. De går fremad mod hinanden, vil hinanden. Hurra for det. Nogle mennesker i dag vil faktisk gerne andet end deres egen Power, som Girl-kunstnerne i Odense hænger sig selv i. Modsat dem skildrer Kurt et rigtigt møde. Men det er ikke engleharmonisk fryd. Det er ikke kitsch. Der er problemer. Er hun, som hun var, spørger mandens ansigt. Der er skepsis i glæden. Kurt er stærkt præget af renæssancens naturalisme, men kan ikke lave sine menneskers kroppe så intakte. Identiteten er gået stærkt ned ad bakke siden da. Derfor er der en stivhed i deres kroppe og her selv i de udstrakte arme. Og rumfølelsen i billedet er indskrænket i forhold til renæssancens, men den er der, selv om fladen med menneskenes stigende fladhed i vor tid for- mindsker rummeligheden.
Også naturen er anderledes end renæssancens. Den er ikke naturalistisk. fordi menneskene i dag ikke kan være rigtigt naturlige og åbenhjertige, bare favne hinanden. Den er ekspressiv, for at vi overhovedet vil kunne lægge mærke til den. For hvor meget ser vi af naturen, af hinandens natur. Med det ekspressive vil kunstneren tvinge os til at være opmærk- somme. Det ekspressive vises også i kroppenes møde. Kurt ønsker, at vi skal se, at de to har betydning for hinanden. Han skærer noget af kvindens krop under højre arm af for at give mere plads til mandens krop. Farvevalget er heller ikke tilfæl- digt. De to menneskers trang til enhed og helhed skærpes ved brugen af primærfarverne rød blå, gul. Det røde i mandens trøje vil gerne mødes med det blomstrede blå i kvindens kjole og det gule i deres kropsfarve. Mødet gøres problematisk og primærfarvernes enhed brydes med hendes hvide hår og hans sorte bukser. Mødet bliver på godt og ondt.
De sidste skridt frem mod omfavnelsen er heller ikke ligetil at tage. Ingen af dem står i den grønne natur. Manden er på en gul oval flade og man lades i uvished, om han kan forlade den, og om den måske sejler væk med ham. Men ét er sikkert. Det ønsker han ikke. Der er en stædig vilje i ham som i Kurt, der maler ham som sig selv, nemlig til at livet skal vinde og kroppenes ensomhed overvindes. Hvor kommer den vilje fra? Den gode vilje har altid spoleret kunsten, hvis den alene skal stå for det positive i mennesket, og alt andet er lort. Men her bygger den på to ting. For det første på en stigende evne hos Kurt til at bryde igennem forsagtheden, til at se, rigtigt se verden, se det levende i sine figurer. De er mere og mere med. De bliver mere og mere medmennesker. Se bare hans øje for sanseligheden i kvindens ben. Jeg må hellere hoppe over til dem, siger Kurt, smøre min skepsis af fjæset. Med de ben må hun også indeholde en åndelig lidenskab. Ben alene gør det ikke. For det andet bygger viljen på hans erindring, om en bedre tid, renæssancen, hvor livet i menneskene var uomtvisteligt. Værkerne fra da har skabt en længsel i ham, og den der længes, leder. Og den der leder - finder.
Steffan Herriks skulpturer er komplementære modstykker til Kurts univers. Hans mytologiske væsener har både engle- og
djævletræk. mere end gud- og mennesketræk. De er rasende. For engle og djævle udvikler sig ikke. Fandens nok. De ser sammenbidte ud, eller de hyler og skriger efter en mindre vanvittig og forstenet verden, så deres klør og skæl og panser kan få lov at falde af. De kommer fra en nu afdød kultur, hvor engle var hvide og djævle sorte, men hvem kan skelne mel- lem godt og ondt mere, og hvordan så blive mere sig selv. Det giver Kurts malerier et svar på. Leo Tandrup
Kurt Rasmusens figurer skildres i reglen med hans eget ansigtsportræt, ikke af selvoptagethed, derimod som type på vor tids menneske. Men situationen får ham ikke til at give op. Han nægter at skildre det moderne menneske som et sur- realistisk gryntende Kvium-monster eller som tomt-morderisk i en glat skummetmælks marmor-naturalisme.
Der er bevaret en værdighed i Rasmussens mennesker. De føler sig ensomme, isoleret fra hinanden, forsagte. Er vi ved at blive blotte agerende for nogle ubehagelige globale samfundskræfter? Men eftertænksomheden er med i øjnene, og de er sjælens spejl. Den er der, sjælen, selvom den vansmægter. Som de to står der i en umulig enhed røber de en længsel efter harmoni, efter et feriested. Det er, som Rasmussen udtrykker sig, så satans svært at leve i evig disharmoni.
Og manden røber længsel efter mere end det. Hvis marionetrollen er svær at frasige sig i dag, så kunne han, hånden på hjertet, inderligt ønske at skjule sin tids voldelige baggrund med sin kulisse på scenen bag parret. Den er vigtig. For den viser hans og Rasmussens længsel efter og vision om det gode livs grundlag. Han skal tilbage før højrenæssancen for at finde det, til kalkmalerierne. Scenen bag ham ligner en bebudelse. En mand tager et imødekommende skridt frem med en from armbevægelse mod en kvinde, der med venstre hånd hævet som en Jomfru Maria hilser manden velkommen. Maria siger: jeg tror på dig, kom.
