Referat af generalforsamlingen i Kunstkredsen omkring Galerie Gerly den 8. december 2008.
Medlemmerne ankom fra kl. 17.00 til varm gløgg
og sprøde brunkager – enkelte havde efterkommet opfordringen til selv at
medbringe en klap- stol, men der viste sig heldigvis at blive plads til alle i
Gerlys renoverede lokaler på 1. salen.
Kl. 18.00 (så’n ca.) bød formanden velkommen og sørgede for selv at blive
valgt til ordstyrer for derefter at konstatere, at generalforsamlingen var
lovligt indkaldt.
Næste punkt på dagsordenen var formandens beretning og den var akkurat lige
så indholdsløs som sædvanligt, fordi det er Gerly, der laver det hele. De første
måneder af 2008 gik som bekendt med den af Kulturarvstyrelsen påbudte
renovering, men endelig kunne vi troppe op til fernise- ring og tage lokalerne i
øjesyn, og det er blevet anderledes men rigtig flot. Bl.a. er der lavet en
standsmæssig trappe op til Gerlys kunstskat- kammer. Bestyrelsen prøvede at hjælpe
til i Forum i september, men måske gik vi bare i vejen. Og så har vi
flittigt vasket glas af til fernise- ringerne og konverseret med gæsterne.
Beretningen blev godkendt.
Så var det kasserer Anette Hornauers tur til at fremlægge det uddelte
regnskab. Det vakte en anelse berettiget furore, at hele fire heldige vindere
fra sidste år ikke havde indløst deres gevinstbeviser. Regnskabet blev
godkendt.
Formanden foreslog, at vi byttede om på dagsordenens pkt. 4 Valg og pkt. 5
Indkomne forslag. Det blev accepteret.
For en gangs skyld var der indkommet et forslag. Det var såmænd Gerly, der
foreslog, at kunstkredsen nedlægges, da hun gerne vil trappe lidt ned, og den
daglige drift af galleriet tager al hendes tid. Kunstkredsen har
eksisteret i 25 år og har været en stor støtte for galleriet, men alting
har sin tid. Medlemmerne var lidt overraskede og der kom et par spredte øv’er
fra salen, men når det ikke ku’ være anderledes, tog medlem- merne Gerlys ønske/forslag
til efterretning.
OBS: Fra 1. januar 2009 er der således ikke længere nogen Kunstkreds omkring
Galerie Gerly, MEN de gode udstillinger i galle- riet fortsætter og
ferniseringsindbydelserne kommer stadig til jer alle sammen.
Den eneste forskel, I kan mærke, er, at der ikke længere er en årlig
generalforsamling. Vi skal ikke betale kontingent mere, og vi kan ikke mere være
heldige at vinde et indkøbsbevis, men så kan vi da bare købe kunsten selv
– som mange jo heldigvis altid har gjort på Gerlys favorable betingelser.
F.eks. har den nu afgåede formand altid kunstgæld i galleriet men til gengæld
altid god kunst på sine hjemlige vægge.
Pkt. 5 Valg af kasserer og bestyrelsesmedlem bortfaldt, da der ikke længere
er en bestyrelse at blive valgt til.
Det festlige punkt 6. Bortlodning af gevinstbeviser bortfaldt naturligvis ikke
og der blev af Lykkens Knud (da Lykkens sædvanlige gudinde Jytte Grahndin var
i Jylland) udtrukket en 1. præmie på 5.000 kr., som blev vundet af Mogens
Binding (23) og 20 præmier a 2.000 kr. til Jytte Arntzen (72), Jytte Grahndin
(135), T.B.M. (64), Per Blaaberg de Renno (95), Flemmin
Schierning Hansen (199), Lone og Jens B. Knudsen (12), Lilly Krogsgaard og
Lars Geckler (168), Ulla Rald og Jan Carlsen (31), Paul H. Aasberg (60), Jørgen
Rasmussen (74), Ulla Christensen (171), Inge-Lise Hannibal (13), Ragnhild
Heldtborg og Dean Hayduk (84), Emilia Wedrowska (53), Marianne Frandsen (37),
Anne-Marie Elmbak (117), Ole Uhlott (137), Ruth og Jørgen Olsen (40), Niels
Johan Østergaard Hansen (26), Per Bjørndal (16). STORT tillykke til de
heldige vindere, som kan bruge deres gevinstbeviser til køb af kunst i
galleriet indtil den 30. november 2009.
Der var ingen, der ønskede ordet til pkt. 6 Eventuelt.
Formanden takkede for god ro og orden og der var en kort pause, inden aftenens
kulturelle indslag, hvor en af galleriets særlige venner og tidligere
formand for kunstkredsen Jytte Loehr fortalte udvalgte episoder fra sit liv
som trækfugl.
Jytte Loehr har tilvirket en monografi med titlen ”Mit liv som trækfugl”.
Den ville hun ikke sige meget om, men den var der, så vi kunne kigge i den og
evt. købe den og få den signeret.
Jytte fortalte på fascinerende vis om, hvordan hun skulle gå så grueligt
meget igennem på vej til Grækenland med en med malerier tungtlastet 2CV –
der heldigvis har inkarnerede fans over hele Europa, der iler til hjælp – før
det blev konstateret, at den famøse 2CV ikke ville køre længe- re, fordi
den var løbet tør for benzin.
Vi hørte også om, hvordan Jytte kom til operaen La Boheme i Rom med sin
yndlingssopran Mirella Freni ved hjælp af sine engle, selv om der var
udsolgt. Englene sørgede også for, at Jytte kom bag om kulisserne til
afterparty med de allerfineste indbudte og ikke faldt igennem, hvad angår
festdragt. Man skal bare altid sørge for at have et Hermes silketørklæde i
bagagen - og iføre sig det.
Den sidste historie, Jytte fortalte det opmærksomme publikum, var meget
poetisk. Jytte var faldet på ski og kunne derfor ikke gå så hurtigt, men
netop derfor fik hun øje på noget, der blinkede og strålede ved kanten af
stien. Det var ikke en diamant – som mange tilhørere gættede på – men
en vanddråbe i en sort kats pels.
Efter det velfortjente bifald til Jytte, meddelte Gerly, at man kunne købe
sin stol med hjem for en 50’er (nu hvor der ikke længere er brug for
stolene til generalforsamlinger) og det var der mange, der benyttede sig af.
Et kært minde om kunstkredsen måske. Bestyrelsen stod tilbage med kun seks
stole, der skulle ryddes op og det var overkommeligt.
På bestyrelsens vegne vil jeg gerne sige tak til alle medlemmerne og Gerly
for en dejlig tid i kunstkredsens regi med mange gode oplevelser i kunstens
verden.
14. december 2008
Marianne Møller Pedersen
Se den imponerende fortegnelse over Kunstkredsens årlige arrangementer siden 1983
Se referater: 1996 1997 1998 1999 2000 2001 2002 2003 2004 2005 2006 2007 2008
Se medlemsliste: 2003 2004 2005 2006 2007 2008
Opdateret 22.12.08.