Kakler,
kelim, kaos og kosmos
Med det 20. århundredes opfindelser af Internet, satellitter og åbne grænser
er verden blevet mindre og meget nutidig kunst orienterer sig derfor internationalt.
Når man alligevel engang imellem støder på en kunstner, som
koncentrerer sig om en meget afgrænset motivkreds, skaber det respekt, det
det i dag er langt sværere at vælge fra end at vælge. Tine Meyer er
en af disse vidunderlige, dybt autonome kunstnere, som har formået at
bevare en stor grad af selvberoenhed. Kombineret med et stort kunst- nerisk
potentiale har hun mulighed for at nå langt.
Islamisk ornamentik og organisk celleopbygning.
Islamisk billedkunst er kendt for sit billedforbud, men en helt anden enkel og ligeså vigtig pointe i Tine Meyers billeder er de i naturen ned- lagte principper for udvikling og opbygning, cellernes opbygning af elementer - som også skaber mønsterhelheder.
Kunstnerisk skisma.
Tæt fulgt af det ordnede, mønsteret eller tegnet, kommer det uordnede og kaos imidlertid. Ligeså i kunstnerens billeder. Hvor der er op- bygning følger nedbrydning. Den kendsgerning er en af de vigtigste årsager til, at Tine Meyers billeder fungerer, for de udfordrer beskueren. Hvilket af de to elementer, der får overtaget, handler dybest set om den der ser.
Tine
Meyers kunst er en perfektion af nuancer, gentagelse og variation over et
mønster - en detaljernes og perfektions seje heltinde, som skyr letter løsninger.
Derfor holder hendes billeder.
- Ida Anna Jørgensen, Eikon kunstformidling (Uddrag)
Celleornamentik og poetisk fabulering i Gerly – set af Mogens Holm, Kunstavisen nr. 2/2004
I Galerie Gerly, Vandkunsten 13, København var der den 6.februar fernisering med to kunstnere fra Haslev, Tine Meyer og Torben Bohse
Tine Meyer, født 1959, er uddannet ved Skolen for Brugskunst (keramik/grafik) og i École des Beaux Artes, Paris. Hun har modtaget legat fra Akademirådet.
I S-togene er der for tiden en reklamestrimmel med påskriften ”Brug cellerne til noget fornuftigt. Bliv bioanalytiker.” Ja, eller maler. Sådan som for eksempel Tine Meyer. Én af hendes motivkredse er ornamentik, såedes som den kommer til udtryk, dels i naturens celleopbygning, dels i islamisk kunst. I de 14 værker, hun viser på udstillingen, åbenbares den dualisme, der Ligger i de levende cellers naturlige orden sam- menholdt med den kunstige orden, som hænger sammen med Islams billedforbud. Dualismen fremtræder eksempelvis i en ramme med et mønster af 25 regelmæssigt opsatte monotypier, der hver især forestiller naturgivne fænomener: fugle, fisk, firben, menneskehoveder.
De to emnekredse behandles også separat. Således finder man en række tryk med blade og bladdele - som et herbarium og en del unika- tryk, hvor den gennemgående figur er et firben. I oliebillederne finder man skakbrætmønstre, netværk, op- og nedvendte trekanter i fast møn- ster, stiliserede sorte rosetter med røde stråler på en mørk sienna baggrund. Det er seriøse billeder, der afslører Tine Meyers sans for form og farve.