ANDERS CHRISTIAN PEDERSEN

Besøg Anders Chr. Pedersens udstilling i Milano: Per ironia della sorte - Skæbnens Ironi 9.11. - 23.12.2005

Den menneskelige komedie

Om Anders Christian Pedersens billedverden

Af Tom Jørgensen, redaktør af Kunstavisen, bachelor i Kunsthistorie

Vi har længe savnet en Holberg eller en Molière i dansk kunst. En, der kunne spidde al den forlorenhed, hykleri, dumhed, oppustethed og misantropi, der findes i det eksisterende samfund. Nu er han her. Tilsat en portion John Heartfield, en smule Monty Python og en knivspids Dario Fo er Anders Christian Pedersen klar til at gå i kødet på autoriteterne.

Dumme er vi i mere eller mindre grad alle sammen, men de dummeste synes i Anders Christian Pedersens optik at være præsterne. Altså, og det er vigtigt, ikke religionen, troen, som sådan, men dens professionelle udøvere, præsterne. I ”Fader vor” ser vi en sådan præst. Eller rettere sagt bogholder, for den ualmindeligt selvglade pastor ligner mest af alt en mavesur, nidkær embedsmand med stakke af dokumenter liggende på bordet, tydeligt irriteret over, at et medlem af hans flok har tilladt sig at forstyrre ham midt i hans hellige papirarbejde. For fanden, hvor ville det hele være meget lettere, hvis man ikke konstant havde en menighed til at distrahere sig, synes han at sige.

Det er imidlertid ikke kun præsterne, Anders Christian Pedersen har et godt øje til. Også religionsudøvelsen som sådan, alle de overleverede, mekanisk udførte ritualer bliver taget op til revurdering af kunstneren. En revurdering, der tager sit udgangspunkt i den italienske renæssance, hvor billedkunstnerne forsøgte at harmonisere den kristne tro med de antikke myter i ideale, matematisk perfekte byrum. Det er i sådanne smukke, klassicistiske byrum, at de handlende i Anders Christian Pedersens billeder agerer. Men som hos alle store komedianter og satiri- kere lige fra Aristofanes over Molière til Monty Python bliver værdierne i denne tilsyneladende evigtgyldige og universelle orden vendt på hove- det. Personerne i Anders Christian Pedersens billedverden er ikke inspirerede af fornuft, ligevægt og harmoni, men af dumhed, irrationalitet og rent og skært skingrende vanvid. Deres tro er ikke fromhed, men hykleri og kærligheden er reduceret til materialisme og bizarre handlinger ud- ført af overgearede forstadsswingere. Og hvis nogle skulle tro, at det kun er det katolske Italien, hvor kunstneren har sin bopæl, der bliver taget under kærlig behandling, dementeres det af et skønt billede, hvor det er et nydeligt dansk guldalderlandskab med hejst Dannebrog og det hele, der danner rammen om de forunderlige begivenheder. Så ”Something is, altså også, rotten in the state of Denmark”.

I denne verden af usigelig stupiditet er der imidlertid én gruppe af mennesker, der opfører sig sundt og normalt. Og det er børnene. Endnu ikke formede af samfundets konventioner, endnu ikke prægede af de voksnes vanvittige forbrugsræs, endnu ikke ødelagte af tomme og tvangs- prægede ritualer, er det børnene, der er de kloge. Simpelthen fordi de er sig selv. Børnene og så alle de samfundets outsidere, der har hu- moren og integriteten i behold, så de kan grine af sig selv og hinanden. Hermed også være sagt, og dette skal forstås som en konklusion, at Anders Christian Pedersen, som alle ægte komedianter, er en meget moralsk kunstner.

Separatudstillinger:

2001 - Mostra personale, Corte Valenti – GARBAGNATE, Milano

2003 - Le stanze - Galleria Magrorocca, Milano

2005 - Suisensi - Festival della Filosofia, Modena

Per ironia della sorte, Galleria Magrorocca, Milano

2007 - Mostra personale – Galleria Il Bostrico, Albisola (Savona)

Galerie Gerly, København

2010 - Galerie Gerly, København

Gruppeudstillinger:

1999 - Quattro Porte, Milano

Opere Arti Visive Angelo Tenchio, Como

2000 - Kunst Biennalen, Villa San Carlo Borromeo, Senago (Milano)