CARSTEN KROGSTRUP

Carsten Krogstrups malerier pirrer vores nysgerrighed. De er på én gang æstetiske og foruroligende, smukke og lettere angstfremkaldende. De er som en film, man nærmest modvilligt ikke kan lade være med at se på, fordi den tager fat på livet selv, lige midt i det hektiske nu, der udgør eksistensen. Med sin nyeste serie af malerier med den ildevarslende titel: ”Submission” - underkastelse, tager Carsten Krogstrup endnu et skridt væk fra realismen. Tom Jørgensen (uddrag - læs hele teksten her)

------------------------------------------------------------------

Når man kalder Carsten Krogstrup for en realistisk maler, er det vigtigt lige at overveje, hvad realisme betyder. Hvis man f.eks. mener, at det er en kunstner, som ”bare” gengiver virkeligheden som den ser ud, må man gøre sig nogle ting klart: For det første vælger kunstneren det udsnit af virkeligheden, han vil male, hvilket allerede udelukker en masse ting. Kunstneren vælger også synsvinkel, belysning, ramme og andre ting, som kun er med til at gøre det hele mere subjektivt. Dernæst udvælger kunstneren de ting fra virkelighedens snapshot, som kompositorisk passer bedst. Noget, bl.a. de ellers så realistisk funderede guldaldermalere gjorde i stor stil. Når Købke maler en citrongul klud i et maleri primært bestående af jordfarver, når Eckersberg skildrer Colosseum fra lige præcis dén synsvinkel, når Lundbye flytter en bronz- ealderhøj, så den passer perfekt til billedopbygningen, er det alt sammen fordi det, de laver er kunst, ikke virkelighedsgengivelse.

Ser man på Carsten Krogstrups malerier, får man først indtrykket af en overmåde realistisk skildring af high society-miljøer. Checkede kvinder og mænd i ulasteligt og dyrt tøj går rundt i mondæne forretningsgader og ser på butiksfacader, betragter kunst på eksklusive minimalistisk indrettede gallerier eller hviler sig i deres kostbart udstyrede hjem. Så vidt så godt. Meget hurtigt forsvinder disse neutrale iagttagelser imidlertid til fordel for en snigende fornemmelse af uhygge. De smukke unge mænd og kvinder virker ensomme midt i deres materialistiske paradis. Nogle af dem ser endda ganske fortabte ud, siddende i egne tanker, funderende over livet og hvorfor de trods alle odds ikke er lykkelige. Spejlreflekser fra butiksvinduer og svingdøre er med til at øge denne følelse af utilpassethed og fare og man får en næsten Hitchcock´sk fornemmelse af kommende farer.

Med sin nyeste serie af malerier med den ildevarslende titel: ”Submission” - underkastelse, tager Carsten Krogstrup endnu et skridt væk fra realismen. Det, vi nu ser, er billeder af mænd eller kvinder, ulasteligt klædt som altid, liggende tilsyneladende livløse på jorden, mens en person af det modsatte køn kigger på på en sær udeltagende måde. I andre billeder betragter hovedpersonen nogle legetøjsfigurer på et bord. Figurer, en motorcykel, en kronhjort!, en kvinde liggende på jorden med en tabt sko ved siden af sig, som alle er med at give et surrealt, uvirkeligt indtryk. Fortællinger og fortolkninger trænger sig på. Er det, vi ser, et billede på det moderne følelseskolde kærlighedsliv? Er vi omvendt vidner til et raffineret seksuelt spil med sadomasochistiske undertoner eller er hele pointen med Carsten Krogstrups nyeste billeder, gåden i sig selv? Vores mere eller mindre ubevidste gøren og laden, vores fortvivlede forsøg på at finde en mening med livet, vores uopfyldte begær, kort sagt selve eksistensen med alle dens kringelkroge og tragikomiske tildragelser.

”Hvis jeg forbereder mig på en eventualitet, kan du være temmelig sikker på at den ikke indtræffer. Måske.”

Ludwig Wittgenstein

Andre liv

Carsten Krogstrup er en maler af det urbane liv, indfanget igennem en urban sensibilitet. Hans øje og hans hånd reflekterer en hverdagsop- levelse af byrummet - her tydeliggjort i skikkelse af flere europæiske storbyer. Der er både en vis synlig mærkelighed og en mærkelig gen- kendelighed over emnerne i hans værk. I en Wittgensteinsk forstand handler billederne om eventualiteter, som ikke indtræffer. De er øjeblik- ket, eller timen, eller dagene, før eller måske efter det afgørende øjeblik. Historien ligger udstrakt bagved dem og fremtiden ligger åben foran dem. Som det gælder for os alle. Det er denne sans og denne sensibilitet for eventualiteten, som rummes i Krogstrups maleri. Det er igen- nem fornemmelsen for ”måske’et”, for dét som skete før eller efter, og at hin øjeblik ikke skal forsvinde i glemsomhed. Således bliver alle øjeblikke, inklusive maleriets øjeblik, afgørende.

Carsten Krogstrup fokuserer på individet, de anonyme, som er optaget af egne tanker og gøremål i deres færden på gaderne i den europæ- iske metropolis. Menneskene i billederne er isolerede, ofte fangede fordybet i deres egne tanker, uden at ænse deres omgivelser. Krogstrup udnytter den underlige fornemmelse af mennesker, som er tabt i rummet – men, som dog er omgivet af en by, som i et splitsekund muligvis er usynlig for dem. Biler, skilte, sporvogne, butiksvinduer, gadebilledets bestanddele er synlige for os beskuere, men for de afbildede er alle disse ting - for en tid - suspenderede. Men, på trods af det romantiske element af melankoli som ligger latent i disse billeder, er de ikke ude lukkende elegiske i tonen. Snarere forholder det sig således, at øjeblikkets isolation af figurerne foran en urban baggrund åbner for en fornem- melse af fremtiden, af andre liv - set og levet andetsteds, både før og nu. For mig refererer disse malerier til den åbne moderne verden af muligheder, som ligger i det moderne storbyliv.

Senere bliver disse fotografiske øjeblikke omhyggeligt gennemarbejdede. Øjeblikket ekspanderer. Tid og maling bliver det fremkalderbad, hvori billedet og historien gradvis kommer frem i lyset. Den intense opmærksomhed på detaljerne modsiger øjebliksbilledets flygtighed. Krogstrups malerier reflekterer ikke blot en appropriation af det fotografiske billede, men en gennemarbejdelse af det billedmæssige indhold hen imod en fortolkning af de menneskelige vilkår.

Men selvfølgelig kan teknisk virtuositet også være en hæmsko. En sådan fare tydeliggøres i figurationen. Krogstrup er uhyre opmærksom på dette forhold. I nogle af værkerne bevæger han sig bevidst hen imod en lukning af billedfladen. I maleriet ”Grille” for eksempel, er tonen mørke- re, mere dyster, fornemmelsen af tabet større og symmetrien strengere - det nærmer sig den truende lukkethed. Selv i det lyse “Senator”, med dets dyrkelse af reklamernes klare farver findes der et mørkere øjeblik bag solbrillerne på den unge kvinde i sporvognen, som måske betragter os - eller måske er fordybet i helt andre fremtider eller andre fortider.

Man kan ikke påstå at vi lever i en tid som ligefrem hylder kontemplationen. Farten og hastigheden i det moderne, urbane liv er bestemt forfriskende, konstant i bevægelse, konstant i gang med at omforme sig. Men i slående kontrast hertil transformerer disse malerier denne energi i kraft af en vedvarende stille insisteren. Temaernes universalitet modsiger det skarpe, direkte dagslys i de urbane omgivelser. I be- vægelsen mellem sine åbne urbane fortællinger og vinduernes fortættede spejlinger, har Krogstrup valgt et dynamisk felt hvor han både er vidende voyeur og naiv deltager. Ved at isolere øjeblikket, genåbner Carsten Krogstrup noget af mystikken ved den individuelle eksistens i vores moderne verden, og ansporer til koncentration, indlevelse og reflektion. Et afmålt glimt af den fortabte tid, genvundet i dét at afsætte mærker på et lærred. For at parafrasere Wittgenstein, skal disse malerier - i modsætning til hvad tidsånden dikterer - opleves langsomt.[1]

[1] Nogen gange kan en sætning kun forstås hvis den læses i det rette tempo. Alle mine sætninger skal læses langsomt.

af Phillip Shiels

Se data og anmeldelser

Opdateret 22. november 2011