Arketypiske symboler som fisk og både sniger sig ind i billederne, der også kommer til at handle om problema- tikken omkring flygtninge og etniske  minoriteter. Farverne var stærke og livlige, oftest pastost påsmurt. Udtryks- formen mindede om naivisternes, men havde flere lag og kompositoriske forskydninger.  Udstillingen omfattede også en række mindre skulpturer i stentøj, udtryks fuldt modellerede menneskekroppe, gerne stående eller siddende svulmende kvindekroppe med runde og kød fulde former - med formmæssig tyngde.

Set af Tom Jørgensen - Kunstavisen 2/2004

Det ville være forkert at kalde Grethe Tranberg for en overset kunstner, for hun har et stort og trofast publikum.  Alligevel har hun ikke fået den officielle accept, hun efter min mening fortjener.

 

Hendes bronze- og keramikskulpturer er personlige, stærke og humoristiske, men det er hendes malerier, som er virkeligt bemærkelses- værdige. I en stil, som har klare referencer til italiensk før-renæssancekunst, bevæger engle, dyr og dansende mennesker sig rundt i land- skaber med cypresser, frodige enge og antikke bygningsværker. Der er noget oprindeligt over disse malerier, der så utvetydigt hylder livs- glæden og nærheden mellem mennesker.  Et humanistisk og varmt maleri, man må overgive sig til og frydes over. Galerie Gerly, Vand- kunsten 13.  Udstillingen kan ses fra den 5. til den 31. marts 2004.

Morgenlysets engle - Af Bent Petersen / Dansk Kunst 2003

Grethe Tranberg bobler i sine malerier af en fantasirigdom opøvet allerede i barndommens søndagsskole med de stærkt billedskabende bibelhistorier og siden skolet gennem undervisningen hos Svend Wiig Hansen og i påvirkningen fra blandt andre Jeff Ibbo, som hun efterfølgende udstillede sammen med i Varmegalleriet.

 

Nye malerier i Galerie Gerly hentede inspiration fra en rejse til Rom tidligere på året. Med Tiberen, byens høje og dens kendte bygninger som en stemningsfuld ramme fabuleredes om dramatiske begivenheder med mennesker i kamptummel eller på flugt - men med troen og håbet som vejviser.  Billederne er ofte be- folket med engle, uden at motiverne er egentlig religiøse;  snarere er de mytisk folkloristiske. De fortæller alle historier, men vi må selv digte dem. Drømmen og eventyret.   

Livsbekræftende kunst - Af Tom Jørgensen, redaktør af Kunstavisen, kunstanmelder på Ekstra Bladet.

Grethe Tranbergs kunstneriske univers er en forunderlig blanding af religiøs senmiddelalderlig kunst og modernisme.

Ser man på hendes malerier, finder man en kompositionsform, som mest af alt minder om italiensk i 1300-tals kunst: de juvelagtige farver, dyrkelsen af fladen og det ikke-naturalistiske størrelsesforhold mellem de myldrende billedelementer. Sammen med den hyppige opdeling af maleriets flade i et centralfelt omgivet af flere små, svarer det nøje til den måde man malede på, før renæssancen med dens stærkt plastiske rumopfattelse vendte op og ned på det hele.

Også de myldrende menneskeskikkelser, de tempellignende bygninger og det skitserede og fladebetonede landskab med olivenlunde, cy- presser og vinmarker leder tankerne hen på Italiens særegne udgave af den stil, man kalder den internationale gotik.

Forskellene er imidlertid lige så iøjnefaldende. I middelalderens kunstneriske univers var alt underlagt den kristne tro med dens specielle symbolik. Kunst for kunstens egen skyld var således en tanke, der var middelaldermennesket fuldstændigt fremmed.

Grethe Tranberg kan i så henseende ikke skjule, at hun er et barn af sin tidsalder. Nok får man i hendes malerier associationer til bibelske scener, men det er uklart præcist hvilke skriftsteder de mange kjortelklædte menneskeskikkelser henviser til. I modsætning til middel- alderens beskuer, der kunne sin bibelhistorie udenad, er det en mere diffus og søgende livsholdning, der møder betragteren af Grethe Tranbergs malerier. Helt i tråd med, at kristendommen for de fleste af os er en blanding af historiske kendsgerninger, myter og det dér under- ligt uforklarlige, der virker både skræmmende og dragende for det moderne menneske. Kunstneren mener selv, at det er fortællingerne fra barndommens søndagsskole, der nu ubevidst dukker op i den kreative proces som en halvvejs glemt, men ikke desto mindre stærkt fascinerende motivkreds.

Det rent fortællende indhold mødes med en ligeså stærk trang til at få det kompositoriske og farvemæssige udtryk til at virke på egne be- tingelser. Her er det de maleriske krav, evnen til at få billedet til at hænge sammen på en tilfredsstillende måde, som er det afgørende. Ser man for første gang på et Grethe Tranberg-billede, virker det, som man står overfor et tekstil. Så stofligt arbejder kunstneren. Farven stråler ud fra lærredet, fuld af lys og imødekommende i al sin glans. Det er billeder, som virker næsten overrumplende optimistiske, ikke på en støjende måde, men som udtryk for en indre ro, en ægte livsglæde, som kunstneren gerne vil dele ud af.

De mange figurer, der danser rytmisk hen over billedfladen, det saftiggrønne løv, de skinnende hvide kjortler, den dybblå himmel og det luende højrøde skær fra solnedgangen, hele repertoiret af ulmende og pulserende farver danner sammen med den elegante komposition et smukt hele.

Det er præcis denne balance mellem et sikkert billedudtryk og et spørgende, åbent og livsbekræftende indhold, der gør Grethe Tranbergs kunstneriske univers så givende.

Mennesket og massen.

Den stoflighed man finder i Grethe Tranbergs malerier går igen i hendes figurative stentøjsskulpturer. Fra en svulmende amorf masse, der skal forestille et menneskes underkrop, stiger overkroppen op som en spinkel forårsblomst af den vintertunge jord. Uden at vi påduttes en alt for tydelig symbolik kan, man godt se skulpturerne som billeder på menneskets urgamle stræben på at hæve sig op af materien mod frem- skridtet og lyset. Det spidsfindige ved skulpturerne er jo så, at mennesket samtidigt vises som uløseligt forbundet med denne uformelige, men også kraftfulde masse. Vi kan ikke skjule, at vi er mennesker af kød og blod. Skulpturerne, der som emne har intet mindre end selve menneskehedens (og kunstens) skabelsesproces, har desuden en fysisk udstråling, der gør, at de virker her og nu, hvilende i sig selv, i en perfekt balance mellem ligevægt og voldsom dynamik. De er i ordets bedste forstand magiske.

Fornuft og følelse - Af Tom Jørgensen - Kunstavisen nr. 7/2006

Som et nærmest perfekt eksempel på yin og yang skildrer kunstnerparret Jeff Ibbo og Grethe Tranberg kvinden på hver sin meget forskellige måde. Jeff Ibbo er den klassiske mandlige kunstner, der ser på kvindekroppen som et studie i volumen, dynamik og farvemæssige relationer. Som en Matisse skærer han ind til benet og fjerner alle overflødige detaljer, så den endelige  komposition fremstår renset og færdig. At han på denne udstilling benytter sig af flere rene og mættede farver end normalt, skal bestemt ikke komme ham til last.

 

Er Jeff Ibbos kompositioner præget af klarhed, rationalitet og en skæren ind til benet, er Grethe Tranbergs billedverden overvældende detaljerig og følelsespræget. Hvor Jeff Ibbos forbilleder ligger i den klassiske modernisme, går Grethe Tranberg længere tilbage i historien. Tilbage til det italienske 1300-tals maleri og en billedverden uden centralperspektiv, hvor handlingen foregår på kryds og tværs af billedfeltet, som man bl.a. ser det i de store italienske apsisudsmykninger fra før-renæssancen. Ligeledes modsvares Jeff Ibbos handlingsmæssige enkelthed, eller snarere fraværet af den, af Grethe Tranbergs mylder af over- og underhistorier, bundet sammen af en hyldest til livsglæden, freden og kærligheden, der ikke kan undgå at gøre indtryk på beskueren.

 

Galerie Gerly, Vandkunsten 13. Udstillingen varer til den 9. september 2006. Tom Jørgensen

 

Svæver på en sky - Af Erik Moseholm Jensen - Dansk Kunst / maj 2007 (side 219)

 

Grethe Tranbergs malerier er i sjælden grad fortællende: Med associationer til folkeeventyr og bibel. Men man finder ingen motiver fra kendte fortællinger. Alt er skabt i Grethe Tranbergs rige fantasi. På 60-års fødselsdagsudstillingen med et halvt hundrede malerier i Galerie Gerly i København var antallet af temaer uoverskueligt. "Frugtplukker" lyder som et enkelt motiv, en kvindes hoved og arme forsvandt oppe i den orange og gyldne trækrones rigdom. Det engelskrøde kirketårn var en jordbundet kontrast. Men på den gulgrønne himmel bar en hvid sky et elskende par forbi. I "Månefang" sad en engel under sine store, mørke vinger med den røde måne i sit skød. Grønliggule pærer hang på træet, fugle trykkede sig i reden, hvide kid hvilede sig og børn lå i mors favn, mens andre red på svømmende fisk. Det store billede "Nat i Etrurien" var som mange andre meget mørkt, domineret af engelskrød og umbra, men en halvdiagonal øverst oppe skar et afsnit ud med en lysende rose og blåviolet bjergkam. Nede i urmørket anedes flyvende, turkis fugle, en krans af blus om spejlende vand, rækker af slanke cypresser, nøgne kvinder i rituelle danse og gyldne fisk.

 

 

----------------------------------------------------------

 

Fisk, heste og nøgne mennesker - Af Bent Petersen - Dansk Kunst 2007

Selv om Grethe Tranberg vedgår sig en kunstnerisk påvirkning fra ægtefællen Jeff Ibbo, er der bestemt ikke mange fælles træk at spore i deres malerier på deres fælles udstilling i Galerie Gerly, hvor Ibbo viste en række figurbilleder med en stor, koloristisk variation fra stærke, klare og rene primærfarver. Selv om de stiliserede figurer var modelbilleder, ofte af nøgne kvinder i varierende voluminer, var de samtidig fabulerende med en egen, underfundig humor.

 

Grete Tranbergs billeder med eksotiske miljøer, gerne fra middelhavsområderne, var fabulerende og eventyrlige og stadig med mytologiske overtoner og et mylder af arketypiske symboler med fugle, fisk, heste og nøgne mennesker, men uden den aura af noget højtideligt religiøst, der tidligere har præget hendes billedverden. Koloristisk meget detaljerede og minutiøst gennemarbejde, undertiden næsten glødende i farven.

 

Se billeder 

Opdateret 6. maj 2009

 

 

 

 

Grethe Tranberg: "Susen"

 

Grethe Tranbergs billeder søger kontakt med mistede fjerne tider, og akrylmaleriet kan navnlig i lyse nuancer få en tørhed, som kan minder om såkaldt illuminerede blade malet med tempera tilbage til 1400-tallet. Så mange temaer var  præ- senteret, at man næsten fandt et ny selv i de mange små 15x15 cm billeder