JOACHIM BANG, 1946 - 2005 Se data Pressen skrev
Af Inge-Margrethe Madsen
Billedhuggeren Joachim Bang er død efter kort tids sygdom. En kort klar besked, som får hjertet til at hoppe et par slag over, får én til at glemme at trække vejret et øjeblik, for kort efter at trække vand frem i øjenkrogene. Han blev 59 år.
Denne høje, venlige, smilende mand, som altid var imødekommende, klar til at hjælpe og med tusinde idéer og projekter, som det lykkedes ham at få gennemført en stor del af.
Han var vokset op i et hjem med kunst. Ville være kunstner, men han bar på så stor en bagage af krav til et acceptabelt niveau, at han i første omgang afstod og blev lærer. Lærergerningen, som han udøvede den på Bybækskolen i Farum blev ikke en ”erstatning” - i betydningen ”ikke så vigtig”. Han lagde alle sine kræfter, menneskelige og pædagogiske evner, sine høje etiske mål og tanker i sin undervisning og i sit møde med mennesker, små som store. Og alle opfattede sig selv som lige præcis den, han talte til. Og det var de.
Han brugte både sine musikalske, billede- og formmæssige evner i sit arbejde og i sin fritid. Hans første udstilling ligger tilbage i 1986 i Vase- galleriet. Derefter på censurerede udstillinger i Svendborg Amt, Vestfyns amt og han blev optaget på Charlottenborgs Forårsudstilling i 1988 og siden har han været optaget på utallige anerkendte udstillinger og gallerier. Og på et tidspunkt – for cirka fem år siden – besluttede han sig for at gå helt ind i kunsten og sagde sit job som lærer op. Det betød ikke, at han forlod arbejdet med børn og kunst, nu blev det projekter sammen med børn. Han trådte ud af perfektionistens kappe og gjorde det, han helst ville fuldtids. Han modellerede, skabte, var musiker i et par jazz-orkestre og mødte mennesker. Det kan tilføjes, at også musikken var på niveau med hans kunstneriske krav som f.eks. i et musik- projekt i 1993 med Palle Mikkelborg og Gert Sørensen. Den økonomiske frihed skaffede han sig ved at bo småt, men med et lille værksted, i et lille kollektiv med sin tante, forfatteren Kirsten Bang og hendes mand; i et hus med græs, blomster og træer ned til Birkerød Sø.
Joachim Bang var en flittig kunstner, han udstillede flittigt, blev anerkendt, blev optaget i flere kunstneriske sammenhænge. Både i private, i stald hos bl.a. Galerie Gerly, som medlem af bestyrelsen i Dansk Billedhuggersamfund og i et offentligt hverv som medlem af Frederiksborg Amts Billedkunstråd m.fl. I løbet af de få år, han har været professionel kunstner, har han bl.a. været en dynamo for store udstillinger og biennaler som f.eks. Skulpturbiennalen Malmø/København 2000, Skulpturbiennalen i Kgs. Have 2002, Udstillingen i Rundetårn, Den Nordiske udstilling … Ikke mindst borgerne i byerne Birkerød, Farum og Værløse og senest Lyngby, hvor han fik en lejlighed i nærheden af sit atelier i Rådvad, har haft glæde af Joachim Bangs vingefang. Alle steder har han føjet kunst og menneskelighed til sine omgivelser.
”Død efter kort tids sygdom”. Sygdommen kom over ham som en høg og tog ham, før han kunne fejre sin 60 års fødselsdag med en udstilling den 26. januar 2006. Men han levede sit liv fuldt ud med sjæl og hjerte.
Desværre p.t. ingen skulpturer på lager
Kristelig Dagblad - 2. januar 2006
Billedhugger Joachim Bang, Kongens Lyngby, er død, 59 år. Joachim Bang var selv med til at planlæge Birkerøds Kunstforenings næste udstilling, som har titlen "Joachim Bang og P4", og han glædede sig til ferniseringen den 7. januar i Gl. Præstegård i Birkerød. Han skulle også have holdt sin 60- års fødselsdag i januar, men efter kort tids sygdom døde han den 22. december. Han var udlært metalarbejder og underviste i en årrække som formningslærer på Bybækskolen i Farum, men blev så billedhugger på fuldtid. De sidste år var han med i værkstedsfællesskabet i Rådvad, og her skabte han store skulpturer som "Mødet", der står ved Forum i København, og helt små skulpturer, som har kunnet ses på blandt andet Galerie Gerly og på Sophienholm, og som altid satte tilskuernes fantasi i sving. Joachim Bang var aktiv i mange kunstneriske sammenhænge, fra bestyrelsen for Birkerød Kunstforening til Billedhuggerforbundet, som han var formand for i 100-års-jubilæumsåret, og i gruppen Gyrr. Han sad i Tychos Fond, som gav andre kunstnere priser, men han nåede heldigvis også selv at få Niels Wessel Bagges Kunstfonds legat, som blev overrakt på Louisiana i oktober.
Læs om bronzestøberen i Rådvad her
Se data Pressen skrev Opdateret 6. oktober 2009