Se den imponerende fortegnelse over Kunstkredsens årlige arrangementer siden 1983
Se referater: 1996 1997 1998 1999 2000 2001 2002 2003 2004 2005 2006 2007 2008
Se medlemsliste: 2003 2004 2005 2006 2007 2008
Opdateret 24. marts 2008
Referat af generalforsamling den 3. december 2007 i Kunstkredsen omkring Galerie Gerly
Fra kl. 17.00 indfandt sig en lind strøm af medlemmer, der af sekretæren blev krydset af og - igen i år - fik et lykketal udleveret. På vej op på til 1.sal forsynede gæsterne sig med gløgg og pebernødder og der var clementiner til de særligt sundt indstillede.
Kl. 18.00 bød formanden velkommen og Anette Hornauer blev valgt til at svinge dirigentstokken. Formandens beretning for 2007 var ikke fyldigere end i 2006, da det stadig er Gerly, der klarer ærterne – dog havde kasserer og formand insisteret på at tage med til kunstmesse i Herning for dog at prøve at hjælpe lidt til. Det håber vi var tilfældet – det var i hvert fald en sjov oplevelse at være med både i front og bag kulisserne.
Sidste år varslede bestyrelsen kontingentforhøjelse for 2008 og det afstedkom ekstra arbejde for Gerly, for mange af kunstkredsens medlem- mer kunne slet ikke vente til 2008 med at betale mere i kontingent. Pengene strømmede ind og Gerly returnerede til mange de 50 for meget indbetalte koner. Men nu gælder det fra 2008 = 200 kr. om året, der til næste generalforsamling giver sig udtryk i én 1. præmie på 5.000 kr. og x antal præmier på 2.000 kr.
Der var små ting i vedtægten, der kunne ændres, men bestyrelsen har en snert af civil ulydighed, så vi nøjedes med at fortælle, hvad der kunne ændres, men vi gør det ikke. Det giver jo også fornøjelige oplevelser, fx. at der står, at de gevinster, der er købt for sidste års gevinst- beviser, skal medbringes til årets generalforsamling til fremvisning. Det havde en glad vinder gjort – et spændende billede af Christian Hansen og billedet blev vist frem og beundret. Det skal I altså ikke gøre – godt at det ikke målte 2 x 3 m – havde været besværligt at transportere.
Da der ikke var så meget at berette, ud over at bestyrelsens medlemmer nærmest slås om at komme til at vaske glas til ferniseringerne, for dog at gøre lidt nytte, kom formanden med en opfordring til, at medlemmerne giver Gerly deres mailadresser (dem der har en sådan). Det er mere driftssikkert end postvæsenet og det sparer en masse porto-udgifter.
En meddelelse – der vakte en del berettiget postyr – var, at galleriet invaderes af håndværkere den 10. december. Huset skal bringes tilbage til dets oprindelige udseende – der skal både rives ned og mures op – så vi ved ikke, hvornår den næste udstilling kan afholdes, men I får naturligvis besked.
Beretningen blev vedtaget. Kassereren aflagde regnskab – ingen spørgsmål – vedtaget. Formand Marianne Møller Pedersen og sekretær Kirsten Lunge var på valg – genopstillede begge – og blev genvalgt uden kampvalg
Så kom det øjeblik, vi alle ventede på = lodtrækningen om gevinstbeviser. Jytte Grahndin var atter lykkens gudinde og trak den ene heldige vinder efter den anden. Det blev til én 1. præmie på 4.000 til Poul Brasch (185) kr. og 20 præmier på 1.500 kr. til Pia Grube (2), Finn Christensen (3), Gitte Kongstad (8), Ragnhild Heldtberg (55), Gert W. Kindtler (66), Jill Jensen (114), Inge Nielsen (119), Kate og Henning Holm (148), Nana og Torben Damsholt (179), Ole Djurup (180), Otto Bertelsen (183), Anders Boelskifte (189), Lilly Krogsgaard og Lars Geckler (196), Kristian Svendsen (299), Alice Hemmingsen (203), Ivar Wonsild (212), Sussi og Sten Nielsen (224), Jean-Marc Lafon (242), Leif Hemmingsen (245), Dorthe og Torben Hessov (246).
Endelig blev der brug for ekstranumrene. Gerly havde fra sin private samling doneret 2 litografier af Mogens Hoff og vinderne fik rigtig glade ansigtsudtryk på, da deres nummer blev udtrukket.
Efter en lille pause til at trække frisk luft og forsyne sig med en gløggopfyldning kunne medlemmerne høre formanden fortælle om sin arbejds- mæssige fortid som det samlede sekretariat for Københavns Kommunes Gavlkomité. Komiteen stod for udførelsen af 20 gavlmalerier fra sidst i 1980’erne til og med 1996, hvor de monumentale malerier udgjorde et udendørs museum for moderne kunst i kulturbyåret. Et IT-fingernemt medlem bistod med at få gavlmalerierne blæst op på Gerlys endevæg, mens formanden fortalte om fakta bag malerierne plus de pudsige historier, man kun oplever ved selv at stå midt i arbejdet og skulle løse de problemer, der opstår. Det er jo ikke det samme som at stå foran gavlene og lægge nakken bagover, så den 20. maj 2008 mødes de interesserede ved Københavns Bymuseum og tager på vandretur fra maleri til maleri på Vesterbro med formanden som rundfører. Det skal I nok høre nærmere om, når dagene er blevet længere.
Kunstkredsens hjælpsomme medlemmer gav en stor hånd med at klappe stole sammen og rydde op, så galleriet på rekordtid atter lignede sig selv. Tak skal I have.
Marianne Møller Pedersen 19. december 2007
Det koster kun kr. 200 at være mære medlem i 2008 og dermed også deltage i lodtrækningen.
Du kan blive medlem ved at indbetale kr. 200 på flg. måder:.
1. Over netbank til enten bankkonto reg. 1551 - konto 2369028 eller girokonto 2369028 (kortart-nr. 01)
2. Hvis du ønsker girokort tilsendt klik her og skriv: Send girokort
3. Du kan også betale direkte i galleriet.